Jeg hedder Lisbeth Weile og er fra 1. marts ansat som rengøringsassistent i flexjob her på GE. I dagligdagen vil mine opgaver bl.a. være at guide de unge, så vi sammen får skolen til at fremstå præsentabel, og som det skønneste sted at være.
Jeg bor i Hedensted med min mand og vores to børn. Som familie kommer vi i kristne fællesskaber, og eftersom vi har været en del af spejderbevægelsen i over 30 år, er friluftslivet og naturen en del af mig og min families identitet. Derudover holder jeg af god træning i fitnesscentret, men også at koble af med en god bog eller noget hækleri.
Det er nyt for mig at arbejde på en efterskole, men at indgå i relationer og fællesskaber kombineret med praktiske opgaver, kender jeg fra mit tidligere arbejde som pædagog og i butik.
Skolens slogan er “Velkommen hjem”, og jeg føler at der er blevet taget godt imod mig igen, eftersom min mand og jeg i 1993-95 var elever her på skolen. Jeg glæder mig rigtig meget til at genopdage skolen, og lære jer alle godt at kende.
Ansat 1. marts 2019
Rengøringsassistent og konsulent på hjælpeprogrammer for ordblind mv.