Historien kort
3. november 1934 startede Otto Madsen med sit første elevhold på 13 elever i Grindsted. Madsens tanke var at skabe et skolehjem bygget på kristen grund for at fremme kristent trosliv
Det var svært at føre tanken ud i livet, da lokaliteterne ikke tillod kostelever. Derfor flyttede Otto Madsen ”Den Nye Ungdomsskole” til Børkop Højskole d. 4. maj 1939, hvor man delte bygningen med sygeplejeskole og højskole. De svære politiske omstændigheder i 1939 gjorde dog, at man kun havde 12 elever.
Samarbejdet med højskolen var ikke lutter idyl, så Otto Madsen så sig om efter nye lokaler. Dem fandt han i Vejle på Grejsdalsvej 176, hvor der fra 1879-1922 havde været højskole. Bygningerne havde fungeret som rekreationshjem frem til 1942, hvor Otto Madsen overtog stedet for kr. 30.000,-. 3. maj 1942 åbner efterskolen i de nye bygninger med 15 elever på første hold.
Siden da er flere bygninger kommet til. Der blev bygget og renoveret flittigt i 60’erne og 80’erne. I 90’erne blev den nuværende spisesal bygget. I 2000 stod Fysmu-huset klar. I 2010 var hallen en realitet, den nye fællessal stod klar i marts 2016, og sidste skud på byggerierne er Oasen, som stod færdig i juni 2018. Derudover er undervisiningslokaler og beboelsesafsnit løbende blevet renoveret.
Siden 1944 har Indre Mission været en del af GEs bagland. Da IM og KFUM & K splittedes i 1985 blev sidstnævnte også en del af skolens bagland. KFUM & K’s engagement omkring GE stoppede i efteråret 2001.
Vi er stadig bosiddende i Vejle i det det smukke Grejsdalen – knap 10 min. på cykel fra Vejle gågade, banegård og DGI-huset. Det giver os mange fordele.
Mere om Grejsdalens Efterskoles historie
Forstanderpar gennem tiden
- Anna og Otto Madsen fra 1934-1960
- Magda og Henry Pedersen fra 1960-1980
- Mette og Jørgen Vesterbæk fra 1980-1991
- Rigmor og Henrik Ottosen fra 1991-1997
- Karin og Knud Dideriksen fra 1997-2012
- Helle og René Brorson fra 2012-2022
- Leif Buhl Kruse fra 2023-