tilmeld-3

Løb og fitness

Kom i løbeform på asfalt, skovbund, strandsand – om vinteren holdes formen ved lige i fitnesscentret

En god fysisk form er vigtig for at have det godt med sig selv. Det forbedrer dit humør og giver overskud i hverdagen. Uanset om du allerede nu har gode vaner omkring fysisk aktivitet eller ikke er i form overhovedet, så kan du i Løb og Fitness få mulighed for at arbejde med dig selv og din egen sundhed.

Løb i det fri er en fantastisk mulighed for at få et break fra bøgerne og computeren, det giver energi og frisk luft, og du bliver stolt af dig selv, hver gang du har nået et nyt mål.

Løb er en individuel sportsgren, hvor det er dig og dit niveau, der afgør, hvordan du træner, og hvor langt du løber. Du vil blive udfordret på at gøre mere end det, der er bekvemt, for ellers udvikler du dig ikke, men du bliver ikke sat til at løbe 10 km, hvis du aldrig har løbet 3. Derfor er vores træning baseret på individuelle mål og ønsker og en høj grad af tillid til, at du selv styrer din træning.

Vi løber udendørs fra august til oktober og igen, når foråret er på vej. I vinterperioden har vi en aftale med en af byens fitnesscentre og kan træne der. Her får du selvfølgelig den nødvendige instruktion og guidning i brug af redskaber, ligesom du skal varme op på cardiomaskinerne (løbebånd, cykling, roning, crossfit)  inden træning af diverse muskelgrupper. Du får hjælp til at lægge et individuelt træningsprogram, hvis du har brug for det.

I maj og juni måned slutter vi af med at deltage i nogle løb. Jellingløbet er obligatorisk og Kragelundløbet er frivilligt. Vi har også et hold med til Vejlestævnet, hvis der er interesse for det.

Du skal bruge et par gode løbesko og alm. idrætstøj. En let løbejakke/træningsjakke til at skærme mod vind og regn kan være en fordel, når vi træner ude. I fitnesscentret skal du medbringe indendørssko og alm. træningstøj, og du skal have en køreklar cykel til at komme derned.

Mit mål er, at løb- & fitnesseleverne oplever glæde ved at bevæge sig og kommer i god form. Mulighederne i Vejle for at lave gadeløb, terrænløb, O-løb eller noget helt fjerde er fantastiske.
Lene Rasmussenlærer, løb & fitness
Det er lækkert med noget sport i hverdagen.
Sidar Othmanelev, 9. klasse fra Horsens

 

 

 

 

Menu

Facebook