tilmeld-3
Søg
Close this search box.

Basisregler

Basisregler

Med så mange mennesker sammen må der nødvendigvis være nogle retningslinjer for samværet. Det har vi også på GE. De skal medvirke til at skabe tryghed for både forældre, elever og personale.

Vi har tre basisregler, hovedregler om man vil, som er helt faste. Hvis elever overtræder en af disse regler, har det konsekvenser. Du kan læse om de tre basisregler og konsekvenser ved brud på reglerne nedenfor.

Derudover arbejder vi i det daglige med SPOTTI, som du kan læse om på en anden underside.

Én ting er reglerne, men det er ikke dem, der skaber de gode rammer og det gode samvær. Det er samspillet mellem elever og personale, der gør, at vi kan have det rart med hinanden. Det hviler på værdier som hjælpsomhed, åbenhed, tryghed, ærlighed og tillid. De værdier er fællesnævneren under alle regler og anvisninger.

Vi har tillid til, at regler og aftaler, som vi indgår undervejs, overholdes.

Derfor har vi en forventning til eleverne. Vi forventer, at de vil være med til at yde en god indsats for et godt og sundt miljø omkring samvær og læring – for sig selv og kammeraterne.

Alkohol og euforiserende stoffer

Man må ikke indtage, være i besiddelse eller påvirket af alkohol eller andre euforiserende stoffer, mens vi på skolen har ansvaret for eleven. Det samme gælder på rejserne til og fra skolen. ’At være påvirket af euforiserende stoffer’ betyder derfor også, at du i weekenderne ikke kan have et misbrug, da fx hash og andre euforiserende stoffer har en sløvende og negativ effekt på brugeren i op til otte uger. Altså et år uden indtag overhovedet.

Overtrædelse af denne regel vil i udgangspunktet medføre bortvisning fra skolen. Se de nærmere betingelser i skolekontrakten.

Drenge- og pigegange

På GE bor piger og drenge på separate værelsesfløje og gange. Piger har ingen adgang på drengeafsnit, og drenge har ingen adgang på pigeafsnit. Den regel skal være med til at skabe tryghed for elever, forældre og personale.

Overtrædelse af denne regel vil i udgangspunktet medføre bortvisning fra skolen.

Der vil være åben hhv. drenge- og pigegang med jævnlige mellemrum, så man kan få indtryk af, hvordan vennerne har indrettet sig.

Der er ikke kønsneutrale værelser eller gangafsnit på Grejsdalens Efterskole.

Samarbejde

Når et fællesskab på op til 90 elever og ca. 20 ansatte skal fungere, så er det nødvendigt, at vi alle bærer med. Vi løfter i flok og er så mange, at der er plads til, at nogen kan bære lidt ekstra, hvis man i en periode mangler overskud.

Bestyrelse og medarbejderstab har i fællesskab udstukket nogle retningslinjer for, hvad der er acceptabel adfærd på GE. Disse rammer vil vi præsentere eleverne for hen ad vejen.

Hvis du trods gentagne opfordringer, krav og samtaler om forbedringer ikke viser de ønskede fremskridt, og dermed i hele din attitude udviser manglende vilje til samarbejde, så fortæller du os samtidig, at du ikke ønsker at være en del af fællesskabet på efterskolen. Så længe vi kan se fortsatte udviklingsmuligheder i samarbejdet, så investerer vi alt, hvad vi kan, i samarbejdet. Når alle muligheder er opbrugt, trækker vi en streg i sandet, afbryder samarbejdet og bortviser eleven.

SPOTTI er et vigtigt redskab i forhold til denne basisregel.