tilmeld-3
Søg
Close this search box.

Kommentarer fra tidligere elever på GE

Jeg er virkelig glad for at gå på Grejsdalens Efterskole. Jeg syntes at de ansatte på skolen er rigtig gode til at have øje for den enkelte elev, og de tager hensyn til os alle sammen. Derudover gør de rigtig meget for fællesskabet, så vi alle sammen kender hinanden, og der aldrig er nogen som sidder alene. Det kristne fylder også i hverdagen med morgen- og aftenandagt, men det er på en måde som ikke bliver tvunget ned over en hvis man ikke ønsker det. Der er derimod også rigtig gode muligheder for at udforske og styrke sin tro, hvis det er det man ønsker. På GE er der plads til at være lige præcis den man er.

Ingeborg Moesgaard Christensen, Vejle

(2018-19)

Et år på efterskole er ikke nemt at forklare. Ikke fordi man ikke oplever noget, tværtimod - fordi man oplever så mange ting, at det er svært at huske det hele.
Fordi hver eneste dag på Grejsdalens Efterskole er en ny mulighed for at snakke med venner og bekendte, som for mit eget vedkommende er blevet venner for livet.
Fordi min tro, mine holdninger og mine værdier er blevet udfordret og styrket i mødet med de mange andre elever, som man på meget kort tid lærer at kende på et dybt niveau.
Fordi mine grænser blev overskredet til fordel for at havne i et kristent fællesskab, som havde plads til alle.
Fordi jeg oplevede et studieforberedende år, som påklædte mig mere end til blot det faglige, men også i den generelle dannelse af min person.
Fordi jeg fandt mit ”home away from home” – et sted, hvor jeg med rette kan blive mødt med et ”velkommen hjem”, og tage derfra med et ”på gensyn”.

Tue Ælmholdt, Vejle

(2016-17)

Jeg har lært meget fagligt på Grejsdalens Efterskole, men jeg har også lært meget andet. Jeg kom på GE som en meget usikker og lukket pige fra Færøerne, som hverken havde det nemt ved at møde nye mennesker eller snakke dansk; dog lærte jeg det hurtigt.

Venner og medarbejdere på skolen viste mig, at jeg faktisk er god til mange ting, og de udfordrede mig til at prøve en masse nye ting. Jeg fandt min passion for kunst og har fået friheden og mulighederne til at udvide, bruge og vise min kreative side, og så har jeg også fået masser af opbakning.

Jeg er meget glad for, at jeg fik muligheden at gå på Grejsdalens Efterskole, fordi jeg har lært at se tingene på en helt ny måde 🙂

Miriam Poulsen, Færøerne

(2017-2018)

Før jeg kom på GE var jeg meget indelukket, ikke særlig god social eller fagligt. Men mine to år på Grejsdalens Efterskole, har udviklet mig på begge punkter. Man kommer tæt på lærerne, og de tror på én, hvilket gav mig mere lyst til at lære noget. Selvom jeg var meget indelukket og ikke rigtig kom til folk for at snakke, kom de til mig og det gjorde mig mere social. Jeg fandt min passion for kunst og medie, og gode venner.

Grejsdalens Efterskole for mig er ligesom et andet hjem, og det kommer det til at være i lang tid.

Louise Poulsen, Assens

(2016-2018)

Det har betydet helt vildt meget for mig at gå på Grejsdalens Efterskole. Der er et godt socialt og kristent fællesskab, hvor jeg har kunnet åbne mig op og få de bedste venner.
GE har været et hjem for mig – det mener jeg virkelig! Både elever og ansatte er én stor og tryg familie, hvor der er plads til alle. Man har bare lov til at være helt sig selv.

Amalie Mouritsen, Aabenraa

(2016-2018)

For mig har GE været livsforandrende og helt vildt opbyggende. Jeg kom dertil usikker på mig selv, og på om jeg ville blive en del af fællesskabet. Det var virkelig grænseoverskridende for mig at skulle starte på noget helt nyt. Da jeg efter et alt for kort år tog afsted igen, var jeg pludselig blevet vant til at være omringet af dejlige mennesker 24/7. Jeg var blevet styrket i min tro og havde lært mig selv bedre at kende.

Andreas Christensen, Herning

(2017-18)